Knud Viktor – Les Éphémères

Historien om Les Éphémères

Fra midten af 1970’erne begyndte Viktor næsten udelukkende at komponere for fire kanaler. Han opfandt sin egen intuitive kvadrofoniske mixer – Tetramix – for at realisere sine rumlige visioner for hans Image VI – Lubéronsymfonien, og fra da af arbejdede han med kvadrofonisk lyd, hvilket gjorde udgivelsen af hans værker vanskelig. Les Éphémères ligger tæt på i tid og knytter også tætte bånd til Lubéronsymfonien, som Viktor betragtede som sit hovedværk. Måske mest påfaldende er skiftet i den måde, hvorpå han anvender optagelser af insekter, fugle og dyr i både Lubéronsymfonien og Les Éphémères: Ofte ubehandlede og klart genkendelige, efterlader de dyrelydenes iboende melodi og rytme til at stå for sig selv som en slags sang, og lag på lag skaber de enkle og elegante lydbilleder. I to af de tyve stykker blander Viktors egen stemme sig med dyrene, idet han reciterer to digte. Det ene om den syngende vingård befolket af musikalske fårekyllinger, det andet tegner et efterårsbillede med vin, der bobler i tønder, mens vi hører vinfluerne summe:

En jordborger
Viktors kunstneriske arbejde vokser ud af en enorm kærlighed til og fascination af hans ledsagende arter samt landskabet og geologien, der omgav ham. Hans værker skildrer livet på bjerget, hvor han levede i 50 år. Alt imens han kunne høre, hvordan landskabets økologi ændrede sig i kraft med, at det kommercielle landbrug og dets pesticider tog fat, blev et større perspektiv tydeligt for ham:

“Det har vist sig, at mit arbejde i virkeligheden har sat gang i mange ting; det rører ved noget universelt, som jeg synes, jeg har pligt til at meddele andre. Det er en pligt, som jeg føler som jordborger. Ikke som menneskeborger, men som jordborger. Måske lyder det prætentiøst, men det er et spørgsmål om de kommende generationer.”

Viktor beskrev selv sin naturfilosofi som “indiansk”, hvormed han henviser til de indfødte amerikanske folkeslag:

“Man kan ikke nøjes med, at der sidder nogle regeringsmænd og bestemmer. Det kan gøre noget, men det kan aldrig gøre det hele. Økologien må jo være en livsform. En gestus. At den er inkorporeret i ethvert menneskes gestus. Den må være indiansk: At træet er min bror, som de siger, og floden er min søster.”

Forsvindende arter som fossiler på magnetbånd
Verden har gennemgået dramatiske økologiske forandringer, siden Viktor optog sine lyde. Ikke alene er de enkelte insekter og dyr, som han registrerede, forsvundet fra Luberon, men tilmed hele arter. Som en slags fossiler eksisterer deres aftryk nu kun i hans værker, i de optagelser, der er lagret på bånd. Midt i vores planets sjette masseudryddelse er den voksende stilhed, som Viktor hørte i sine umiddelbare omgivelser, nu global: forskere vurderer, at halvdelen af planetens dyreliv allerede er forsvundet. Viktors lydværker giver os mulighed for at låne hans ører. De formidler hans kærlighed til de dyreverdener, der omgav ham. Måske kan også vi se vores ledsagende arter forskelligt gennem hans værker.