Lene Adler Petersen · “Se mor”. Nansensgade 1971 / Sangen om kaffekoppen

Lene Adler Petersen · "Se mor". Nansensgade 1971 / Sangen om kaffekoppen

Lene Adler Petersen · "Se mor". Nansengade 1971 / Sangen om kaffekoppen 10" vinyl
Released December 2018 · IDL 09


“Hvilken klasse tilhører jeg? Økonomisk en underklasse, reelt, politisk en overklasse, den privilegerede klasse, fordi jeg tror på, at jeg har friheden til at handle eller rettere, jeg tiltager mig friheden til at handle. Jeg har tillid til, at lykken er defineret i min politik, og jeg tror på, at jeg kan handle politisk forsvarligt. Jeg tror på, at jeg kan gå fra privat drøm til fælles virkelighed.“

– Uddrag fra Lene Adler Petersens værk

Sådan starter det manifest, som er omdrejningspunktet for det mesterlige kollagelydværk ”Se mor”. Nansensgade 1971, der nu udkommer på vinyl, 47 år efter det blev skabt. Værket blev oprindeligt lavet til udsendelse i radioen, og har kun været sendt en enkelt gang. Sammen med Sangen om Kaffekoppen, som Adler Petersen skrev til en fælles performance med sin partner, kunstner Bjørn Nørgaard, i 1973, udgives værket nu af Institut for Dansk Lydarkæologi.

Hverdagens potentiale
Begge lydværker bæres af Lene Adler Petersens stemme og kredser om, hvordan hverdagshandlinger og måder at organisere arbejde og liv bærer et socialt og politisk potentiale. “Vore stærkeste argumenter må udspringe af vor kommende dagligdag. VORE HANDLINGER SKAL FORKLARE SPROGET“, som det formuleres i manifestet. Udgivelsen ledsages at et længere essay af seniorforsker Birgitte Anderberg fra Statens Museum for Kunst, der kender Adler Petersens praksis indgående.

“Jeg kendte til Sangen om Kaffekoppen, men ikke det andet værk “Se mor”. Nansensgade 1971. Jeg var stødt på det manifest, som Lene læser op, på skrift i hendes arkiv, men vidste ikke hvilken sammenhæng det kom fra. Det er fremragende, at lydværkerne nu udgives, så den lydlige del af Adler Petersens praksis også bliver belyst, og værkerne kan skrives ind i dansk kunsthistorie, hvor de hører til.”

– Birgitte Anderberg, SMK

Om Lene Adler Petersen
Lene Adler Petersen var en central skikkelse i kredsen omkring Eks-skolen og har været toneangivende, på trods af en relativt fåmælt kunstnerisk karriere. I dag står hun som en af de klareste stemmer, der voksede ud af 60’ernes eksperimenterende kunstscene. I 1970 var Adler Petersen en af hovedkræfterne i en aktion om at overtage øen Livø, og der praktisere en anden meningsfyldt måde at arbejde og leve på, hvor kunst, arbejde og politik kunne give plads til og informere hinanden. Senere var Adler Petersen med til at starte og drive Eks-Skolens Trykkeri (hvor pladens leporello-cover er trykt) ud fra lignende ambitioner.

“Værket ”Se mor”. Nansensgade 1971 er så friskt og relevant i sin nerve og sin kapitalismekritik – og samtidig virker det så fjernt, at kunne formulere et så klart og målrettet et svar i dag. Set fra i vores tid forekommer det slående, at have tillid til, at lykken skulle kunne rummes i en politisk overbevisning, som det formuleres i manifestet. Værket fremstår som en spidsformulering af den unge, idealistiske og vitalt produktive kunstscene omkring 1970, som ville ændre ikke bare kunsten, men også livet og verden.”

Magnus Kaslov, Institut for Dansk Lydarkæologi